§ 1.

1.1 Foreningens navn er SAS Cargo Center Feriebolig Forening (i vedtægterne forkortet til SCCFF)

1.2 Foreningens hjemsted er Tårnby kommune, København

§ 2.

2.1 Foreningens formål er at indkøbe og forvalte udlejning af lejligheder i ud- og indland for medlemmerne

§ 3.

3.1 Som medlemmer kan optages ansatte i SAS koncernen og pensionister, der har arbejdet her. Det kræver enstemmighed i bestyrelsen, hvis ansøgeren ikke er ansat i SAS Cargo.

Alle medlemmer kan blive valgt til bestyrelsen.

Ved indmelding betales eller lånes Dkk 22.000, hvoraf de første Dkk 1.000 betragtes som indmeldingsgebyr.

§ 4.

4.1. Foreningen består af max 100 medlemmer, som hver har indbetalt DKR. 22.000,00

4.2. Formuen benyttes til indkøb af lejligheder, samt forvaltning af samme

4.3. Ønsker et medlem at træde ud af foreningen, vil medlemmet få udbetalt differencen fra det han skylder og op til DKR. 21.000,00. Dog må foreningens likvide kassebeholdning komme under DKR. 50.000,00.

Hvis foreningen ikke har penge til at betale medlemmet ud, oprettes en venteliste, og efterhånden som økonomien tillader det, udmeldes medlemmerne i den rækkefølge de har ytret ønske om at udtræde, dog vil medlemmer som har forladt SAS (ikke pensionister) blive udmeldt først.

Hvis et medlem har udbetalt sit lån, men ikke ønsker at fortsætte som medlem, og hvis han ikke indbetaler sit månedskontingent vil han stadig stå som medlem indtil foreningen kan betale ham ud. Det han så er skyldig i medlemskontingent indtil udmeldelsen, vil blive fratrukket hans udbetaling.

4.4. Intet medlem har særlige rettigheder. Hvert medlem har én stemme på generalforsamlingen.

§ 5

5.1 Der afholdes ordinær generalforsamling en gang årligt, senest inden udgangen af marts. Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 14 dages varsel.

5.2 Ethvert medlem har ret til at få et bestemt emne behandlet på generalforsamlingen, såfremt det skriftligt meddeles sekretæren mindst 8 dag før generalforsamlingen.

5.3 Dagsordenen for generalforsamlingen er:

a) Valg af dirigent

b) Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.

c) Fremlæggelse af regnskab

d) Valg af medlemmer til bestyrelsen

e) Valg af revisor

f) Indkomne forslag

g) Eventuelt

5.4 På generalforsamlingen kan beslutning kun tages om de forslag, der har været optaget på agendaen.

5.5 De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpelt flertal. Skriftlige fuldmagter kan benyttes.

5.6 Over det på generalforsamlingen passerede, udfærdiges referat som tilstilles alle medlemmer.

5.7 På generalforsamlingen vælges en bestyrelse. Denne konstituerer sig med formand, kasserer, sekretær og en koordinator for hver lejlighed. Alle bestyrelses medlemmer er på valg hver andet år.

Bestyrelsesmedlemmerne undtagen formanden, der altid skal være habil, kan varetage flere poster i bestyrelsen.

Generalforsamlingen kan dog dispensere og tillade formanden at varetage andre poster – dog ikke som kasserer.

5.8 Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. Genvalg er muligt.

5.9 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§ 6

6.1 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes når bestyrelse, revisor eller generalforsamlingen finder det hensigtsmæssigt.

6.2 Hvis 20 % af medlemmerne ønsker det, skal sekretæren indkalde til ekstraordinær generalforsamling, og i indkaldelsen, skal oplyses grunden til indkaldelsen.

§ 7

7.1 Køb af lejlighed han kun afgøres på generalforsamlinger – evt. ekstraordinær generalforsamling.

Bestyrelsen kan få mandat til at købe en lejlighed i et bestemt område efter bedste skøn.

7.2 Når en kontrakt om køb af lejlighed skal underskrives tegner formanden samt den nye koordinator for lejligheden og kun deres underskrifter er gyldige.

§ 8

8.1 et nyt medlem kan optages i foreningen mod at vedkommende indskyder en kapital svarende til DKR 22.000,00 plus evt. værdiforhøjelse af lejlighederne.

8.2 Hvis et medlem fratræder sin stilling i SAS koncernen kan vedkommende fortsætte sit medlemsskab.

8.3 Hvis et medlem dør, kan ægtefælle/registreret partner/sambo indtræde som andelshaver, forudsat det fortsætter medlemmets indbetalinger og overholder reglerne for medlemskab.

§ 9

9.1 Fordeling af ophold i lejlighederne sker i henhold til de gældende regler.

9.2 Medlemmerne betaler et beløb for ophold i lejlighederne. Dette dækker for driften af lejligheden. Beløbet fastsættes på den ordinære generalforsamling.

9.3 Lejlighederne kan udlejes til medlemmer, samt deres kernefamilier, ægtefæller/registrerede partnere/samboende og deres børn/børn),

samt ikke-medlemmer, der er ansat i SAS koncernen. Medlemmer lejer til medlemspris.

Bestyrelsen har en dispensationsmulighed til at godkende ikke-medlemmer udenfor SAS koncernen i ledige perioder. For at kunne dispensere kræves der en indstilling fra et medlem

§ 10

10.1 Beslutninger vedrørende driften af lejlighederne (inkl. Køb af inventar) afgøres af bestyrelsen. Hvis beløbet overstiger DKR 5.000,00 kræves der tilslutning fra mindst 4 bestyrelsesmedlemmer.

§ 11

11.1 Ansvaret for forvoldte skader, manglende rengøring og betaling af husleje påhviler det medlem, der har lejet lejligheden i perioden.

Medlemmet er ansvarlig for dette – også ved udlån til andre iflg. paragraf 9.3.

I grove tilfælde kan bestyrelsen idømme karantæne iflg. paragraf 12.1

§ 12

12.1 Ved gentagne klager over et medlems benyttelse af lejlighederne, kan bestyrelsen idømme medlemmet karantæne i 1 år.

Gentages klagerne, kan et medlem udstødes af foreningen. Dette kan dog kun ske på generalforsamlingen.

§ 13

13.1 Forekommer der ekstraordinære udgifter i forbindelse med boligerne, kan der udskrives ekstrakontingent fra medlemmerne. Dette skal godkendes på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

13.2 Foreningens midler er fordelt på anlægs- & driftskapital. Af driftskapitalen kan kassereren hæve op til DKR 5.000,00 uden yderligere underskrift. Alt vedrørende anlægskapital kræver underskrift af både formand og kasserer.

13.3 I alle økonomiske forhold vedrørende checkudstedelse, eller kaution af lån, tegnes SCCFF af formanden og kassereren i foreningen.

§ 14

14.1 Hvis der på en generalforsamling besluttes at ophæve SCCFF skal foreningens aktiver sælges gennem en autoriseret ejendomsmægler. Alle aktiver fordeles ligeligt mellem medlemmerne.

§ 15

15.1 Regnskabet i foreningen følger kalenderåret.